22
nov
07

Kræftens Bekæmpelses store sure opstød

Som man kan læse i Jyllandspostens forbrugermagasin fpn er snusens popularitet opadgående i Danmark, grundet det indførte rygestop. En udvikling jeg selvfølgelig hilser mere end velkommen og ser det som en styrke at flere folk nu nyder sin tobak uden at være til skade for andre og uden de store sundhedsrisici som rygning udsætter én for.
Desværre er det ikke alle i Kongeriget Danmark der ser denne positive udvikling med samme optimistiske briller som os andre.  Formentligt i frygt for at blive arbejdsløse er Kræftens Bekæmpelse gået til nødværge mod den nye trend og advarer ovenstående artikel danskerne mod denne dille. I mangel på argumenter mod snusens skadelighed, argumenterer Niels Them Kjær fra Kræftens Bekæmpelse for at snus kan være en ny måde at introducere folk til rygning for. Altså at folk der normalt ikke ryger skulle starte med snus og derefter gå over til cigaretter. Jeg er meget uforstående overfor følgende argument og minder mig mest om, “hvis man leger med lyset tisser man i bukserne når man sover”. Argumentet rejser da også to væsentlige spørgsmål. Først og fremmest hvorfor snus skulle være en ny måde at introducere folk til cigarretterne på? Snus har en meget særegen smag og er også meget stærk på nikotin og derfor er det svært at se snus som en slikkepind til cigaretter; snus er et produkt som mange elsker og nyder, men der er nok større sandsynlighed for at folk der har en sandsynlighed for at begynde at ryge starter med netop cigaretten – derimod er der nok større sandsynlighed for at personen bagefter ser lyset og i stedet for begynder på snusen. Hvis folk går fra snusen over til cigaretterne må det jo netop være en konsekvens af forbuddet mod portionssnus i EU og at folk netop ikke har adgang til snus. Hvis man i stedet for gav folk adgang til deres snus, ville flere folk også der har hang til dette, have muligheden for at benytte sig af snusens tobaksalternativ til cigarretten – og på længere sigt viser alle undersøgelser at det har et markant positiv effekt for folkesundheden, som det ses i eksempelvis Sverige.

07
sep
07

Snusforbuddet – En parlamentariker taler ud

Til forbuddet mod portionssnus i EU, er der mange stærke holdninger. Personligt her på snusguiden har vi selvsagt været meget skeptiske overfor forbuddet og i tråd med mange sundhedsforskere mener vi, at snus direkte kan have positiv indvirkning på folkesundheden og kan ikke forstå at noget der er så harmløst i forhold til rygetobak ikke tillades.
Dog kommer man ikke langt med sine lommefilosofiske politikker, hvis der ikke er parlamentarisk opbakning til. Op til Socialdemokraternes kongres i Aalborg, som om noget er stedet hvor man manifesterer sin politiske vilje og visioner, har vi sat Europaparlamentsparlamentarikeren Dan Jørgensen fra Socialdemokraterne i stævne.

dan-j.jpg
Hvordan kan det være at EU fortsat bliver ved med at opretholde forbuddet mod portionssnus, når undersøgelser viser at snustobak har samme sundhedsmæssige konsekvenser, som det har helt at kvitte smøgerne, samt at dødsfald, med snustobak som faktor, er mindst 90 % lavere end rygetobak?

Det er vigtigt at EU’s lovgivning afspejler de reelle risici og fordele ved et givent produkt. Derfor mener jeg at der er behov for at få videnskabeligt belyst om snus faktisk – som blandt andet danske og svenske snusentusiaster hævder det – ligefrem kan have sundhedsmæssigt positive effekter fordi bruge af snus måske kan gøre det nemmere at holde op med at ryge.

Betyder det så at vi fra nu af kan regne med, at du vil kæmpe for at snustobakken også bliver et aktivt tilvalgsprodukt i resten af EU?

Det er dog min vurdering at der som det ser ud nu med de data der er til rådighed ikke er opbakning til at ophæve det gældende forbud.

Der er i øjeblikket videnskabelige undersøgelser der viser, at svenske mænd har mange færre kræfttilfælde end resten af EU og det er direkte forbundet med den lave procent af rygere og høje procent af snusere. Er det med de klare beviser så ikke tid til at vise politisk handling og gøre noget reelt ved problemerne og lade folk nyde deres tobak, samtidig med at de ikke udsætter andre end dem selv for risiciene forbundet med dette?

Vi tager løbende diskussionen i EU-parlamentet. Ikke mindst fordi vores svenske kollegaer har stærke holdninger til dette. Og derfor er det bestemt ikke udelukket at situationen ikke kan ændre sig. Jeg vil i hvert fald gerne have alle fakta på bordet. For mig handler det om at redde menneskeliv ikke dogmatik.

Med dette interview siger vi mange tak til Dan Jørgensen og håber at han i fremtiden går mere aktivt ind i kampen for at tillade portionssnus i EU og at der i fremtiden vil blive belyst alle sider af problematikken.

09
aug
07

Rygestop i EU er mangelfuldt

pigeryger.gifsweden_and_snus.jpg

I Danmark ser vi konsekvenserne af rygestoppet, da Arbejdstilsynet ikke har mulighed for at kontrollere værtshusene de næste mange år.
Dog bør man overveje hvorvidt det er hensigtsmæssigt at man fortsat i EU opretholder sit uforståelige forbud mod portionssnusen, samtidig med at man kræver at folk ikke kan have lov til at nyde deres tobak på restauranter.
Samtidig med at det flere gange er beviseligt at snus ikke er nær så farligt som cigaretter, bl.a. er der 90 % færre dødstilfælde med snus involveret end der er ved cigaretter; samtidig med at videnskaben stadigvæk diskuterer, hvor stor kræftrisikoen er ved snus, men alle er enige om at den er markant mindre ved snus end ved cigaretter.

Hvis EU vil vise velvilje overfor et velfungerende rygestop må de også give befolkningen mulighed for at nyde portionssnus, et produkt som i sidste ende kun generer og skader en selv. Folk må have mulighed for selv at træffe et valg om de vil nyde tobak eller ej, med snus har man muligheden for det uden at være til gene. Derfor appellerer jeg til at EU kommer med en offensiv rygestopspolitik, som også indbefatter et ja til portionssnus – som giver folk mulighed for at være rygefri i det offentlige rum.

01
aug
07

Anmeldelse: Skruf Stark Portion

Skruf Stark

Skruf Stark

Det berømte snus fra småland, Skruf, kan genkendes på sine velkendte hvide dåser. Skruf tilbyder flere forskellige snusprodukter, men den aktuelle i denne anmeldelse er deres “Skruf stark portion”. Dette produkt, adskiller sig fra den almindelige portionsvariant idet den er ekstra “stark”. Det betyder, at der er 35% ekstra nikotin i snusen, hvilket vil sige hele 1.2g mg/g. Det vil sige en god portion nikotin lige i blodet.

Mit første indtryk, da jeg jeg åbnede dåsen var en god duft af frisk snus, men stadig ikke en duft der var alt for harsk – som så mange andre produkter. Efter 5 minutter under overlæben, kunne jeg straks mærke den ekstra nikotin slå ind. En så stor ladning, vil kunne slå selv den største okse ud, så fremt han ikke er vant til tobaksprodukter. Det er ikke en snus der render synderligt meget, men det er en der giver smag. Smagen er godt afbalanceret, og giver indtrykket af god kvalitet, og ikke bare en bitter fornemmelse bagerst på tungen. Produktet henvender sig mest til de mere erfarne snusbrugere, eller dem der ønsker mere nikotin men ikke foretrækker maxi portioner. Skruf stark portion, er en snus man med fordel kan bruge offentligt, når man er i byen, til fester og lignende arrangementer, da dåsens flotte design viser stil, men samtidig er det også et produkt, der viser man har hang til god kvalitet.
Alt i alt et snusprodukt i den bedre ende, som har den gode skrufsmag, men samtidig ekstra nikotin.

Skala 1-10
Smag(stærkhed): 7
Fugtighed: 7
Kvalitet: 8

Score: 7.33 Pris: 29 SEK dåsen, hvis man bestiller inden for EU, på www.snusbutiken.se

31
jul
07

Top ti over snusens forunderlige verden

Top ti-lister er mest noget folk kender fra David Letterman og det yderligtgående neokonservative blad Human Events. I Danmark forsøgte man vist også med det i en kort og mindre succesrig periode med ni udsendelser, under ledelse af den danske gøgler Oliver Zahle.

Dog vil jeg denne gang prøve mig med en top ti over hvorfor snus er et stykke fantastisk arbejdertobak. Nok mest fordi at mine holdninger på dette punkt nemt kan kategoriseres som yderligtgående og jeg bestemt ikke er en lige så stor gøgler som Oliver Zahle; det eneste jeg nok mangler for at dette her skal blive den fuldkomne succes er en talkshowværts TV-tække.

Nå men på anbefaling vil jeg prøve at indvie de mange uforstående danskere i denne herlighed:

  1. I disse dage hvor der tales så meget om sundhed og folks ret til at nyde deres tobak, må det bedste argument også tage udspring i sundheden. Undersøgelser viser nemlig at snustobak er 90 % mindre sundhedsskadelig end cigaretter. Derudover viser undersøgelser også at hvis man kvitter smøgerne og går over til snus, udgør det den samme lille sundhedsrisiko som hvis man helt kvittede smøgerne.
  2. Snus udsætter ikke andre folk for passiv rygning. Ved at tage snus er det selvsagt kun en selv der bliver udsat for evt. skadesvirkninger og ikke dine omgivelser. I disse tider med konstant snak om rygeforbud overalt, bør snus være det perfekte tilbud til folk der gerne vil nyde tobak, men uden at skade andre og også kunne gøre det i områder med rygeforbud.
  3. Snus smager fantastisk. Snus har en fantastisk intensiv smag, selvfølgelig alt efter snusen, og på ingen andre tobakprodukter oplever man en så ren og intensiv smag af tobak.
  4. Snus er billigt. Først og fremmest giver snus meget mere nikotin end cigaretter, til dem der skulle være nikotinhungrende. Derudover kan man få en dåse snus til 20 kroner og da en snus snildt kan ligge i munden omkring en time, er det også en billig måde at nyde sin tobak.
  5. Snus kan faktisk være hygiejnisk og behøver ikke at gøre ens mund klam. Desværre er det dog sådan at alt snus købt i Danmark skal være klamt. Dette skyldes at EU har en meget uforstående lovgivning der forbyder alt salg af snus i portionsposer, så hvis det skal købes i Danmark skal man have løssnus som har en tendens til at gratte ud i hele munden. Derfor bør man tage til enten Norge eller Sverige – som har et EU-forbehold – for at købe sin snus i portionsposer, hvilket med statsgaranti ikke gratter i hele munden. Jeg bør dog også her for god ordens skyld bemærke, at det ikke er ulovligt at indtage portionssnus i EU.
  6. Apropos Sveriges tilstand, bør jeg her nævne af de fedeste og nok også mest nødvendige EU-forbehold. Hvor man ellers normalt har forbehold mod fælles valuta og fælles forsvar, fik Sverige også da de meldte sig ind i EU et forbehold der løst oversat hedder at, hvis EU nogensinde forbyder snus i Sverige melder de sig ud af EU på stedet.
  7. Betragt det som en frihedskamp. EU har stadigvæk en meget mærkelig lovgivning der forbyder folk at købe deres ønskede tobak, så de kan indtage den på en behagelig måde. Det virker meget underligt at man har en lovgivning der forbyder meget sundere tobak, som er mindre skadeligt for sine omgivelser. Dog aner jeg lyspunkter ude i horisonten og især fra lande som Frankrig, der også er ved at indføre gennemgribende rygeforbud, at snus i portion bør være lovligt i EU, som et alternativ til cigaretterne.
  8. Har hørt rygter om en interessant svensk kysseleg, hvor man midt i sine elskovsstunder, kan bytte snusen fra person til person. De svenskere har aldrig manglet noget når det er kommet til innovation.
  9. Alle portionssnusdåser kommer med et lille låg for toppen, hvor man ligge sit brugte snus; dette betyder at man slipper for, som med cigaretter, at se utallige skoder og gamle snus ligge og flyde i gaderne.
  10. Klart det meste snus laves af Swedish Match, som derudover blev opkøbt i sin tid af Volvo (nu ejet af Ford). Samtidig er Swedish Match også det selskab der producerer de famøse Tordenskjold-tændstikker. Et svensk firma som på forsiden af deres tændstikkeæsker vælger med et portræt, at hylde den store danske søhelt, kan man kun elske.

Dette håber jeg var svar nok til Kasper Hyllested og diverse andre babybloggere, omkring snusens forunderlige verden. I sidste ende så gør det for jeres børns skyld, eller for at konen slipper for at plages med tobaksrøgen hængende i gardinerne.

30
jul
07

Anmeldelse: Ettan (hvid)

ettan-hvid.jpg

Ettan (hvid)

Ettan er et kendt og traditionsrigt snusprodukt, som har en historie der går næsten 200 år tilbage. Det er blandt de mest populære snus varianter i Sverige. Manden bag dette snusprodukt er Jacob Fredrik Ljunglöf, som med sin populære opskrift som bygger på især god kvalitet, og hvis sammensætning ikke er blevet ændret igennem dens lange levetid. I år 2006 lancerede Ettan sin hvide portions variant, som er forholdsvis nyt på snusmarkedet, men stadig bygger på de gamle traditioner. Det er altså gammel snus på ny pose – så at sige. Snusen har en kraftig duft af tobak, og indeholder 8mg/g nikotin. På trods af, at det er hvidt produkt, som typisk ikke render så meget, så formår snusens smag alligevel at komme til fuldt udtryk. Den velkendte snus smag ligger godt i munden, og er et godt bud, på en fast dagligdagssnus, til de mere ihærdige snusforbrugere.

Personligt, så synes jeg Ettan har ramt plet, hvad angår et hvidt snus produkt – at der nemlig skal rende mindre væske, men den stærke smag skal stadig bibeholdes. Produktet er ikke snusen som nødvendigvis appellerer til den forsigtige begynder, men er et godt bud på en snus, hvis man gerne vil starte forsigtigt ud, eller hvis man bare foretækker snus i hvide poser. Snusen har en afrundet tobakssmag, idet den ikke er for bitter, men stadig har stærk og markant smag.

Skala 1-10

Smag(stærkhed): 8
Fugtighed: 6
Kvalitet: 7

Score: 7

Pris: 29SEK inden for EU på www.snusbutiken.se

28
jul
07

Anmeldelse: Röda Lacket (hvid)

Roda lacket

Röda Lacket (hvid)

Röda Lacket, er en af mange Swedish Match’s produkter, og som har en profil der adskiller sig fra meget andet snus. RL fås kun i hvide poser, som styrker dets image som en “frisk snus”, og som i høj grad henvender sig til den yngre målgruppe. RL har en lang historie, som går helt tilbage tilbage til nittenhundrede tallet, men blev først rigtig populær under ungdomsoprøret i Sverige, hvilket muligvis også skyldes dens røde indpakning og profilen som ungdommens snus. For nogle år siden, blev Röda Lacket fornyet med en stærkere smag, og en mere smart profil, som skal symbolisere image – henvendt til de unge. Stikker man næsen i dåsen, rammes man af en svag duft af søde frugter, og de hvide poser vidner om et frisk image. Smagen af frugter er lidt svært, at placere men jeg tænker på tranebær, dog uden at være syrlig. Smagen af tobak er ikke særlig markant, og snusen hører heller ikke til den kategori der render mest, men stadig nok til, at give en behagelig sød aroma i munden. Snusen har et typisk nikotin indhold på de 8mg i hver portion. Dåsen design medvirker også til dens image, som ung, frisk og smart.

Jeg tror, at mange unge “snusere” kan købe dette produkt med fordel, især fordi, man tit i byen, bliver mødt med fordomme, om at snus er noget beskidt sort tobak man har siddende under overlæben. De fordomme maner dette produkt i jorden med succes, og ville være idéelt til, at introducere interesserede til snusen forunderlige verden, især dem der bliver skræmt af nogle produkters stærke tobaksmag. Alt i alt, er Röda Lacket et hæderligt snusprodukt, det har en frisk sød smag, og hvis vigtigste force – i mine øjne – er, at det henvender sig til forbrugere der måske typisk ikke foretrækker de lidt “stærkere” snusprodukter.

Skala 1-10
Smag (stærkhed): 4
Fugtighed: 5
Kvalitet: 7

Score: 5.3

Pris: 29SEK indenfor EU på www.snusbutiken.se

28
jul
07

Anmeldelse: General Original Portion

General Original Portion

General Original Portion

Dette produktet blev lanceret i 1985, og er sidenhen blevet det mest solgte snusprodukt i Sverige. Det er dette produkt, som mange sætter i forbindelse med snus generelt, og der bruges flere forskellige typer af tobak i produktionen. General Original Portion har en kraftig smag af tobak, med et strejf af citrus. Snusen er fugtig, hvilket også betyder at nye snusbrugere kan opleve smagen som meget kraftig og ubehagelig. Produktet har en bred målgruppe og egner sig derfor både til ældre og yngre snusbrugere. Denne snus har et normalt nikotinindhold på ca. 8 mg/portion.

Efter min mening er der her tale om en rigtig god svensk snus. Fugtigheden sikrer at snusens smag kan nydes i længere tid og man vil i højere grad end andre snusmærker kunne smage snusens væske. General Original Portion var også min første erfaring med snus. Nye snusbrugere skal være forberedt på at denne snus har en kraftig smag, der de første gang kan virke ubehagelig, men det er ikke uden grund, at denne snus er blevet favoritten blandt mange “snusere”. Alt i alt er der her tale om en snus af god kvalitet, med ægte tobakssmag.

Skala 1-10

Smag: 8
Fugtighed: 9
Kvalitet: 8

Score: 8,33

Pris: Ca. 28 SEK pr. dåse. på www.snusbutiken.se

28
jul
07

Anmeldelse: Catch Licorice

catch licorice

Catch Licorice (hvid)

Catch Licorice, er snus produkt med tilsat lakridssmag. Idéen med smag af lakrids, er for at henvende sig, til dem der måske ikke bryder sig meget om smagen af tobak, eller bare ønsker en variation hvad smagen angår. Denne snus er en såkaldt “hvid portion”. Dvs. posen er hvid, og mange snusprodukter har også en hvid dobbeltgænger. Det betyder typisk, at snusen ikke render så meget, og skulle efter sigende giver mere smag. First impression: den ny-åbnede snusdåse dufter ikke af meget, men tager man næsen helt ned til, bemærker man straks duften af den karakteristiske salmiak, samt undertoner af tobak. Som før nævnt er poserne hvide, og der går ikke langt tid før den første portion finder vej til min overlæbe. Det er generelt en meget tør snus, og ikke megen smag finder vej til resten af min mund, men der er ingen tvivl om, at den er tilsat salmiak. Catch licorice (hvid), ville være en god snus til nybegyndere, da den ikke hører til blandt de stærkeste i smagen, men dog stadig har et nikotinindhold tilsvarende mange andre produkter; 8mg/g. Personligt, så savner jeg mere smag, eller ihvertfald mere fugtighed så smagen kan få lov til, at blande sig i resten af munden – men det er jo trods alt også en hvid snus.
Min konklussion er, at det er ikke er et enestående snusprodukt udover smagsvariationen med lakrids, som er populært tilsætningsstof. Men det er bestemt heller ikke, et dårligt produkt.

Skala 1-10
Smag(stærkhed): 4
Fugtighed: 4
Kvalitet: 6

Score: 4.66

Pris: 28SEK inden for EU på www.snusbutiken.se

28
jul
07

Danmarks første blog om snus

Velkommen til Danmarks første blog om snus. På denne blog vil du kunne læse diverse anmeldelser af forskellige snusprodukter, samt følge med i debatten om snus i Danmark og udland.

Bloggen tager udgangspunkt i svensk kvalitetssnus i forskellige prisklasser, og det vil primært være portionssnus der anmeldes på denne blog.

Debatten om tobaksrygning og livsstilssygdomme er i øjeblikket et stort politisk emne, og fra tid til anden nævnes snus som en erstatning for cigaretterne. Du vil selvfølgelig også kunne følge med i disse nyheder og vi vil forsøge at give vores kommentare med på vejen.

God fornøjelse

Mads Skipper og Alexander Grandt Petersen




Snusguide

På denne blog kan du finde anmeldelser af forskellige snusprodukter. Du kan læse anmeldelsen igennem, samt finde en score for hvert produkt. Desuden vil du kunne læse diverse generelle indlæg om snusforbrug.